Generel information til kommende konfirmander:

Konfirmation sker i 7. klasse.

Alle som er bosiddende i St. Tåstrup sogn tilbydes forberedelse og konfirmation i St. Tåstrup kirke.

Konfirmationen sker første søndag i maj måned i det år, hvor man går i 7. klasse.

Når man er tilmeldt konfirmandforberedelsen, bliver man inviteret til informationsaften i kirken. Denne aften ligger umiddelbart forud for at vi starter konfirmandforberedelsen, sidst i september.

Forud for konfirmationen skal hver konfirmand opfylde tre forhold.

Der er ikke tale om en afsluttende eksamen, som man kender det fra skolen, lige inden selve konfirmationsdagen. Men noget går forud for enhver konfirmation – så hvad skal der til?

Der er tre ting, der skal være opfyldt for at blive konfirmeret ifølge “Kongelig Anordning om konfirmation af 2.12.1989”:

“Adgang til at blive konfirmeret har enhver,

1. der er døbt med den kristne dåb

Konfirmation betyder “bekræftelse”. Det, der bekræftes er dåben, og det er Gud der bekræfter! Vi siger sådan set bare “ja tak!” og tager imod på samme måde, som når man modtager en gave.

Har du endnu ikke besluttet dig for at blive konfirmeret, er du velkommen til at deltage i forberedelsen og beslutte dig senere. Det er altid lettere at beslutte sig, når man er bekendt med konfirmationens indhold, og ved noget mere fra undervisningen.

Er man ikke blevet døbt, kan man vælge at blive døbt i løbet af forberedelsestiden, forud for eventuel konfirmation.

2. har modtaget forberedelse til konfirmation og

Der er mødepligt til konfirmationsforberedelsen – det gælder både morgentimer, udflugter, mv. Er man forhindret i at komme til aftalte samlinger eller undervisning, skal præsten have besked forinden fra forældrene enten telefonisk eller pr. mail.

Ved pludseligt opstået fravær, f.eks. ved sygdom, så skal præsten have besked fra forældre snarest muligt derefter.

3. er fortrolig med den kristne børnelærdom og folkekirkens gudstjenester.”

Fortrolighed med den kristne børnelærdom får konfirmanderne bl.a. gennem undervisningen.

Fortrolighed med folkekirkens gudstjenester får man ved at gå i kirke.

Hver konfirmand får udleveret et kirkegangshæfte, hvor præsten skal skrive under på, at konfirmanden har været i kirke. Det behøver ikke være i Store Tåstrup kirke – alle folkekirker gælder. Men dato, kirkens navn og præstens underskrift skal fremgå af hæftet.

Man skal have været i kirke minimum 10 gange – og mindst én gang hver måned. Derved følger man, og får kendskab til, de kirkelige perioder gennem konfirmandforberedelsen.

Udover de almindelige gudstjenester kan der være enkelte specielle gudstjenester, hvor konfirmandens tilstedeværelse er særligt ønsket! Dem hører man om, når de opstår.

Det er altafgørende for undervisningen, at forældre bakker op om barnets konfirmandforberedelse – både den del, der foregår i konfirmandlokalet og ikke mindst undervejs gennem gudstjenesterne.